Slut med det altopofrende menneske

I dag sættes der fokus på den mentale sundhed rundt om i hele verden. Det er nemlig World Mental Health Day 2023. Siden jeg fik Rose i 2019 og gik ned med en efterfødselsreaktion, har det været en af mine hjertesager at tale om min egen mentale sundhed og udvikling for at nedbryde tabuer og bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Så jeg vil selvfølgelig dele mine tanker om mental sundhed i dag også.

Når vi snakker om en bæredygtig fremtid, tænker vi alle på miljøet. Vi skal også huske den mentale sundhed. For at skabe en bæredygtig fremtid, skal vi være i trivsel. Ingen af os har overskud til at skifte til en elbil eller sortere skrald, hvis vi ligger i hullet og kæmper. Hverken os voksne eller vores børn. Vores børn er fremtiden og de lærer ved at se på os. De lærer at sortere skraldet, men de lærer også hvordan de skal passe på sig selv og handle, hvis de får det svært.

Oprøret

Når jeg ser tilbage på min holdning til, hvordan jeg har følt, at jeg skulle gebærde mig på arbejdsmarkedet, bliver jeg helt ærgerlig. Min holdning kommer jo nok hjemme fra, men jeg vil også vove at påstå, at det er en helt klassisk tankegang for min generation - især hos os, som har forældre, der har været i helt klassiske 8 - 16 jobs. Det har haft stor betydning for mig at være finde et arbejde og blive i det så længe så muligt - koste hvad det vil. Jeg har bildt mig ind, at der var noget galt med mig, når jeg reagerede på et dårligt arbejdsmiljø og jeg var overbevist om, at "sådan er det bare derude". Mennesker har værdi i samfundet, når de er i job. Når de tager tidligt hjemmefra og knokler røven ud af bukserne - sådan er diskursen lige nu. Og heldigvis er der samtidig et oprør.

Et oprør med fokus på vores og vores børns mentale sundhed. Et oprør, hvor alle mennesker har værdi i samfundet og bidrager med det, de kan. Et oprør, hvor det at få børn også har værdi. Et oprør, hvor de mennesker, der arbejder for vores mentale sundhed, skal være dem, vi værner om.

Jeg elsker at gå op arbejde. Jeg elsker fællesskab og at arbejde med mine antropologiske værktøjer i praksis. Jeg ved, at jeg har værdi herhjemme, men det betyder også noget for mig at være en del af andre fællesskaber. Når det er sagt, vil jeg - i dagens anledning - også stå mere ved mig selv. Jeg har sagt det længe om moderskabet, men det gælder i alle aspekter af vores liv.

Vi kommer ikke langt med det altopofrende menneske!

Vi skal ikke blive i jobs koste hvad det vil. Vi skal heller ikke blive i forhold koste hvad det vil. Vi skal kende vores værd og lærer vores børn, hvad de er værd. Vi skal snakke om alt det vi ikke kan styre, der foregår i vores hoveder og hjælpe hinanden igennem det. For mange af os hjælper det, hvis vi bare siger problemet højt. Så går bearbejdelsen igen. Men det kan vi kun gøre, hvis vi har en kultur og et rum, hvor vi kan gøre netop det.

Ud på gyngende grund

Hjemme hos os er vi en neurodivergent familie. Jeg har det meste af min ungdom kæmpet med angst, stress og depressioner. Nu viser det sig, at det nok skyldes en uopdaget ADHD-diagnose. Rose er præmatur og har de første fire år af sit liv haft betydelige særlige behov ift. hendes udvikling. Rose har altid mødt verden med glæde og stolthed - på trods af hendes anderledes behov. Det har jeg lært af og sideløbende med, at Rose vokser op, lærer jeg at møde verden med stolthed.

ADHD har helt klart altid været både min styrke og min modstander. Jeg er eminent til at finde flow og jeg kan agere i 6. gear, som var jeg uddannet til krisestyring. Samtidig har jeg haft en tendens til at arbejde i et for højt gear for længe og ofre mig sig for fællesskabet. Derfor har livet også budt på svære periode med udmattethed og belastningsreaktioner. Ved at snakke højt og skabe min egen boble af frihed til at tale om min mental sundhed og alt det der summer i hovedet, er jeg kommet længere end jeg nogensinde troede, jeg ville komme ift. at mærke mine egne behov og fokusere på min egen mentale sundhed. Der er selvfølgelig stadig lang vej og jeg står lige nu på gyngende grund, hvor jeg netop, fordi jeg reagerede inden jeg crashede, er endt i ledighed. Grunden føles gyngende fordi jeg skal ud af min boble og ud i det store samfund, hvor det stadig er tabubelagt at bære sin diagnose med stolthed og tale om mental sundhed.

I dag prøver jeg så at gøre det for første gang. At vise verden og mine børn, at vi sagtens kan være stolte af dem vi er og at vi kan være stolte af at have hjerner og kroppe, som reagerer.

Det er selvfølgelig med rystende hænder, at jeg trykker "udgiv", men det må briste eller bære. For vores mentale sundhed er vigtig. Både nu og i fremtiden. Både herhjemme og på arbejdet.

- Kira Pumali, 10.10.23