top of page

Skyldfølelse


I lørdags blev Rose 3 år. Hendes fødselsdag er altid lige dele glæde og melankoli. Sådan er det for mange præmaturforældre.


Barnets fødselsdag er jo på den ene side fyldt med mindet om, at en barn blev og at man mødte hinanden for første gang. Det var starten på det liv, man lever nu. På den anden side kan der også være minder om en hård graviditet med frygt, en traumatisk fødsel og en svær tid på Neonatalafdelingen.


For mig fyldte fødslen meget de første to år. I år er det mere tiden lige efter fødslen, som har fyldt.

Rose kom til verden uden varsel i en lynfødsel på knap to timer fra at vandet gik.

Da hun blev født, var jeg så heldig at få hende op på maven indtil hun skulle over på børnebordet. Derefter kørte hende og Martin afsted til Neonatalafdelingen. Hun lå der i 20 min., men det føles ikke særlig længe. Så var hun væk.


Oppe på Neonatal blev hun målt, vejet og fik alle hendes ledninger på. Martin og mine svigerforældre var med og min svigerfar har heldigvis filmet lidt undervejs. Sygeplejerskerne hjælp Martin med at give hende den første ble på og man kan høre, hvor nervøs han er på videoen. De hjælper ham også med at tage hende op, så hun hurtigt kan få en masse hud-på-hud hos ham. Og så giver de hende det første måltid, som blev donormælk igennem sonde.




To timer tager det nede på fødegangen, indtil jeg må komme op på til min familie. Jeg kan stadig huske, hvor langsomt tiden gik og jeg har virkelig den dybeste respekt og kærlighed til dig, som har måttet vente længere på at møde din baby.


Når jeg ser de videoer, som min svigerfar har taget, bliver jeg ked af det. Selvom vi havde den bedste formiddagsfødseldagsfest for Rose i lørdags, endte jeg med at græde i sofaen om eftermiddagen. Jeg tror, at det er fordi jeg gik glip af noget af det jeg havde glædet mig mest til.

At se Martin blive far.


Selvfølgelig blev han far nede i fødestuen, da jeg blev mor, men oppe på Neo fik han hende op og mødte hende for alvor. Deroppe, uden mig, tog han ansvar for det lille menneske og mødte dets behov. Deroppe så han hende rigtigt og hun så ham. Det gik jeg glip af og det fortryder jeg mere end noget andet.

Ikke at jeg overhovedet kan fortryde det, for det var jo ikke mit valg og jeg kunne reelt ikke stille noget op, men følelser er ikke rationelle.


Udover at være ked af at have misset Martins tilblivelse som far, så har jeg faktisk også enorm skyldfølelse overfor Rose. Hun aner ikke, at jeg ikke var der, men da vi så ser på videoerne i lørdags, så spørger hun alligevel "Hvor er mor?" og jeg må forklare at mor var hos "doktor-lægen" (som vi kalder det herhjemme). Det gør så ondt. Skyldfølelsen er ikke til mærke sådan direkte på andre tidspunkter end dér, men indirekte spøger den ofte. Jeg kan fx ikke gå i Netto uden at komme hjem med en lille ting til Rose, og det tror jeg handler om dårlig samvittighed og følelsen af at skylde noget.


Det der med at børn hele tiden får små gaver, synes jeg faktisk ikke rigtig om og når jeg gør det, kan jeg også mærke ubehaget. Alligevel kan jeg ikke lade være. Jeg køber og køber, mens jeg nyder hendes glade ansigt og taknemmelighed. Men jeg ved også at tendensen skal stoppes inden Rose stopper med at være taknemmelig.


Og det må være én af de ting, der skal arbejdes på det næste år. At få lagt skyldfølelsen væk. At acceptere at jeg ikke var der og at det bare er sådan omstændighederne var.

Rose blev født for tidligt og hverken hende, vi eller lægerne var forberedte.





20231010_105950.jpg

Tak fordi du
læser med!

Jeg er en Pædagogisk Antropolog, der blogger omkring min oplevelse af livet som neurodivergent mor, der altid har gang i et projekt eller fem.

Hvis du vil læser lidt mere om mig, kan du gøre det her.

Få besked når jeg poster igen

Tak for dig!

bottom of page