top of page

Selvværd i relationer

I dag drømmer jeg om noget, der er svært at tale om højt. Men det er drømmedag, så jeg gør det! Jeg drømmer om selvværd i mine relationer. Jeg ved, hvad jeg er værd arbejdsmæssigt. Jeg tror på mine kompetencer og kvalifikationer. Jeg ser mig selv som en stærk og sårbar kvinde, der får ting til at ske og som handler autentisk med fokus. Men når jeg er et menneske i relation til andre helt privat - når jeg er ’ven’ eller ’kæreste’, kæmper jeg med selvværdet.

Pleaseren

Forleden dukkede der et minde op på Facebook. Du ved, de der ”I dag for 13 år siden”. Her ser jeg en besked fra en veninde om min fødselsdag (selvfølgelig på væggen og helt offentligt). Beskeden lyder nogenlunde sådan her:


Veninde: Hey søde, jeg kommer til din fødselsdag. Hvorfor har du rykket det væk fra A-bar?


Mig: Fedt! Der var mange, der ikke gad deres dårlige drinks. Sjusbar er virkelig søde og det er og billigere, så det bliver der i stedet.


Veninde: Hmm ok, men nu er det jo din fest og du skal ikke lade de andre bestemme.


Jeg fik en lille knude i maven, da jeg læste beskeden og jeg kunne pludselig huske den følelse, som jeg fik dengang. Ved første øjekast bliver jeg glad over, at min veninde kommer til min fødselsdag. Hendes spørgsmål er også helt uskyldigt. Problemet kommer i mit svar og i hendes næste svar. Dels kan jeg læse, hvordan jeg faktisk har rykket min lokation for at please andre, dels kan jeg læse, hvordan jeg lader mig blive fortalt, hvordan jeg skal handle og bare lader det stå.


Det her er bare et lille eksempel, som fik mig til at tænke på, hvordan jeg altid har fokuseret på at please andre i frygten for at miste relationer. Og måske er det netop derfor, at jeg faktisk har mistet en masse relationer. Når jeg ser tilbage på mine venskaber og forhold, ser jeg mig selv please og bore neglene i mine medmennesker i forsøget på at holde fast i dem. Jeg ser frygten for at miste og jeg har helt sikkert troet, at jeg kun var noget værd i forhold til dem, hvis jeg gav og gav og ikke skubbede igen. Det har føltes for usikkert at sige fra. Jeg har nu lært, at det faktisk er et meget typisk handlemønster for adopterede at være bange for at miste relationer og derfor agere uhensigtsmæssigt – ikke at sige, at

det gælder for alle, men jeg har ofte oplevet genkendelse hos voksne adopterede.

Mantraet

I 2016 begyndte jeg for første gang at arbejde med at føle mig mere værd i mine relationer. Jeg var kommet ud af et længere forhold, som igennem nogle år virkelig havde pillet mig helt ned, efterfulgt af tinderliv og alt for mange korte og svære relationer. Så trappede jeg ud af antidepressiv medicin, fokuserede på min sundhed og skrev speciale på min gamle arbejdsplads, Mungo Park, hvor jeg fik et ordentlig boost af selvværd både arbejdsmæssigt og privat. Jeg var et virkelig godt sted i livet og det gav mig modet til at tage stilling til, hvem jeg skulle have i mit liv. ”Omgiv dig med mennesker, som ser dine styrker og som har lyst til at vælger dig til.” Med det mantra faldt et par relationer i vasken og når jeg kigger tilbage på de venskaber, kan jeg virkelig se, hvor hårdt jeg kæmpede for at blive i forhold med mennesker, som ikke så min værdi. Og det er jo en ond spiral. Hvis du omgiver sig mennesker, der ikke ser din værdi, formindskes dit selvværd og så er det sværere at danne nye relationer med mere selvværd.

Jeg delte lidt om det her for et par uger siden og en følger spurgte, hvad jeg konkret havde gjort for at ændre mit mønster. Det har jeg tænkt meget over og det er jo ikke simpelt. Jeg har helt sikkert været i en proces, hvor jeg har set mine relationer efter sømmene og tilladt mig at mærke efter. Jeg har også erkendt, at hvis mennesker forsvinder i mit liv, fordi jeg siger fra eller ikke er primus motor på at holde kontakten, så er det helt ok.


Så med fare for at lyde som en cheasy selvhjælpsguru på Instagram.


Omgiv dig med mennesker, som får dig til at føle dig stærk. Lad andre komme til dig. Fortæl dig selv, at det er ok, hvis du i en periode er ensom.

Jeg har som sagt arbejdet med det her i mange år. I den periode har jeg haft mange korte bekendtskaber og jeg har været virkelig ensom. Jeg har også mødt Martin og lavet en familie. Nu skal jeg jo ikke tage for meget forskud på bryllupstalen, men jeg er helt sikker på, at relationen til Martin, er den, der har givet mig selvværdet til at give slip på de dårlige relationer og kræve mere. Han har givet mig rum til udvikling og han har hjulpet mig med at stille spørgsmålstegn og sætte ord på situationer, hvor pleaseren i mig har overtaget. Det har været en rejse og jeg kan se, at jeg går ind i relationer på en anden måde nu.


Jeg drømmer dog stadig om at blive bedre. Jeg drømmer om at føle mig sikker. Jeg drømmer om at sige fra og hvile i, at mine venner ikke forsvinder. At de ikke snakker dårligt om mig, når jeg går tidligt. At de ser mig som en stærk kvinde og ikke som en lillesøster, som de skal passe på. Det er en konstant øvelse.




Til slut vil jeg sige til dig, der læser dette og tænker, at der er nogle tætte forhold, som måske skal afsluttes. Måske et venskab. Måske et forhold. Hold fast i dig selv. Du er god nok. Det bliver muligvis ensomt i et stykke tid, men livet er langt og vi har ikke travlt.



Hvis det her har sat tanker i gang hos dig og du har brug for at vende dem med nogen, er min indbakke selvfølgelig altid åben. Det kan tage lidt tid før jeg svarer, men jeg vil meget gerne lytte. Du kan finde mig på Instagram lige her.

20231010_105950.jpg

Tak fordi du
læser med!

Jeg er en Pædagogisk Antropolog, der blogger omkring min oplevelse af livet som neurodivergent mor, der altid har gang i et projekt eller fem.

Hvis du vil læser lidt mere om mig, kan du gøre det her.

Få besked når jeg poster igen

Tak for dig!

bottom of page