Power Mama Treat

Igår var jeg inviteret til Power Mama Treat med Momunity. Jeg havde inviteret min fætters kone med. De er seks år ældre end mig og blev på mange måder forbilleder for hvad jeg ønskede mig (og ikke ønskede mig) i et forhold. Min fætter kone var også den første jeg så sige aktivt fra overfor the mental load, før vi overhovedet havde et sprog til det. Jeg skriver lige Reklame her til start, da jeg jo var inviteret.

Først og fremmest kan jeg fortælle, at Sara og Annemette havde lavet det mest fantastiske og inspirerende line-up, man kunne forestille sig. En perfekt blanding af at blive skubbet ind refleksionens stilhed og grine til tårene triller. Jeg håber, at de holder flere events.

Hele aften fik vi lækker forplejning og produkter lavet af kvindelige iværksættere. Det var jo lækkert i sig selv, men det havde også enormt impact på sådan en som mig, der drømmer om at lave mit eget og få et arbejdsliv på mine egne præmisser. Udover de fantastiske oplæg (som jeg fortælle om lige om lidt), var der intimkoncert med C21.

Ja, du læste rigtigt. Det der flødebløde band fra 00'erne med "She cries". Personligt kunne jeg alle synge med på hvert et ord i de tre bangers fra teenagetiden, som de startede med, men jeg husker det egentlig ikke som, at jeg var decideret fangirl. Jeg tror, at mine veninder og jeg måske elskede dem lidt i smug, fordi de drenge vi hang ud med mest hørte Green Day.

Vi startede med en paneldebat omkring Mental load med Parterapeut Cathrine Emilie Katzmann, Jordemoder Julie Carøe og debattør og forfatter Lisbeth Odgaard Damm. For mig var den største øjenåbner faktisk, at der virksomheder der arbejder med at hjælpe andre virksomheder med at passe på deres medarbejdere med børn. Det vigtigste jeg tager med hjem - og som jeg i min iver fortalte en halvsovende Martin om i går, var SPU. En metode til måske at komme problemet med, at denne partner i forholdet bærer the mental load til livs. SPU står for Stillingtagen, Planlægning og Udførelse. De tre processer der skal til i en hver opgave og som vi nogle gange fordeler skævt. Herhjemme er det fx oftest Martin, der klipper hækken, men det er mig, der tager stilling til, at hækken skal klippes og som planlægger hvornår. Det nye her handler om, at man skal tage stilling hvem der har en opgave og så har personen ansvaret for hele SPU. Det kan man høre meget mere om hos Parterapeutens dagbog.

Senere fik vi fornøjelsen af Mia Wagner, som fortalte om Feminin Innovation. Også virkelig inspirerende, men måske mest af alt sådan lidt en realitetslussing. Fx fortalte hun lidt om alle de ting, der er opfundet af mænd til mænd - fx Iphone og bilseler. Det vigtigste jeg tager med fra Mias talk var ordet målestok. Hvad måler vi os med? Hvad sammenligner vi os med? Hvad nu hvis vi i stedet for at sammenligne os med andre, sammenlignede os med os selv?

Til sidst sluttede vi af med Maj My, som har skrevet Ærø Manifestet. For sådan en neurodivergent hjerne, nyligt opstartet på Ritalin, som min, var det en noget hæsblæsende oplevelse. Maj er skarp, inspirerende og mere selvsikker end jeg troede, man kunne være (cudos til hende), men hun kan snakke i længere tid uden punktummer end jeg kan - og det gjorde det svært at følge med.

Det vigtigste jeg tog med hjem var helt sikkert overvejelsen om, hvordan Martin og jeg kan skabe de bedste præmisser for vores lille familie uden at flytte til Ærø. Hvordan kan vi få tid til det der giver mening? Den samtale skal vi have og hvilket fantastisk tidspunkt at have den lige inden vi skal giftes, mens jeg sidder her i et tomrum af fyring og udredning.

Alt i alt var det simpelthen bare virkelig inspirerende at være samlet over150 kvinder og høre så mange power mamas fortælle om, det de brænder for. Jeg skrev mine tanker ned på vejen hjem og det vil jeg dele i en anden post - denne her er jo allerede ved at blive en længere afhandling. Jeg kan dog lige løfte sløret for, at det handler om hvad jeg gerne vil give videre til mine børn, som jeg skal leve for at give videre. Alt det jeg ikke bare kan fortælle dem.