Når man bor på neonatal

Igår delte Neonatalafdelingen i Herlev en række stories, hvor de forklarede hvordan man skal indrette sig i de nye familiestuer på afdelingen.

De viste hvordan alle personlige ejendele skal ligger i et højskab og forklarede, at det lille rullebord skal bruges til babys ting istedet for forældrenes snacks osv.

Deres story påvirkede mig enormt meget. Ja, faktisk så meget, at jeg nu ligger her i sengen dagen efter og stadig tænker på det.

Når intet bliver som man troede

Da jeg blev gravid i 2019, brugte jeg meget tid på at gøre Roses værelse klar med lysegrøn væg og ting på væggene. Jeg læste også om ammestationer og indrettede stuen og soveværelset, så vi alle tre kunne være der.

Alle de overvejelser jeg gjorde, var en vigtig proces i at blive klar til forældreskabet og næsten et ritual.

Desværre havde jeg kun overvejet hvilket bredsidecrib, vi skulle have, da mit vand gik og min datter blev født 32+4.

Med ét blev alle mine overvejelser og indretningen glemt og erstattet med Herlev hospitals hvide, orange og pink indretning.

Jeg havde plaster på hånden fra droppet, hvide kæmpebind og trusser og hvid, slidt hospitalsskjorte.

Vi lå i en stue med en anden familie og istedet for den julemusik, som jeg havde forestillet mig skulle kører i baggrunden af starten på forældreskabet, blev det oktoberens vindstød og hospitalets bip og alarm.

Forældreskab på skema

Under mit studie som antropolog, havde jeg læst et studie om hvordan vi påvirkes under indlæggelsen, hvis vi har hhv. deres tøj eller vores eget tøj på. Og hvordan vi påvirkes med de hvide vægge med sparsom kunst og vægge med masser billeder.

Studiet kom frem til, at patienterne blev hurtigere raske når de havde deres eget tøj på og når der var indrettet mere hjemmeligt på stuen. Jeg kan desværre ikke henvise til kilden, for jeg kan ikke finde og tror, faktisk, at det var et speciale.

Et eller andet sted, synes jeg egentlig også, at denne viden er lidt "No shit, Sherlock".

Nå men, med alt det in mente blev jeg så installeret på Herlevs neonatalafdeling med min præmature datter.

Psykisk overlevede jeg på adrenalin over at have overlevet en turbulent lynfødse, i mange uger. Uden adrenalinen ved jeg ikke, hvordan jeg skulle have klaret mig.

For hvordan overlever man ellers at få knust alle sine drømme om hvordan ens forældreskab skal starte og istedet ligge i en hospitalsseng med alarmer og yde omsorg under opsyn og på skema.

"Hvad laver man på neonatal?" er jeg blevet spurgt mange gange.

Jeg aner det ikke helt. For psyken passer på os og traumer lagres på en bestemt måde.

Og selvom jeg sagtens kan se nogle gode ting i at væreindlagt på den måde idag og selvom neonatal er fyldt op af søde sygeplejersker og læger, så er det et traume jeg har skullet behandle efterfølgende.

Jeg kan se på billeder, at jeg har brugt tiden på at forsøge at på amningen op at stå 8 gange i døgnet - altså hver 3. time hele døgnet.

Jeg lagde til og gav sonde - så pumpe ud i et kvarter på det gule monster, hvis vakuumlyd hjemsøger de fleste og så ud i mælkekøkkenet og gøre udstyret rent.

Inde imellem spiste jeg pølsehorn fra 7/11, fordi jeg er laktoseintolerant og ikke kunne for ordentlig mad af hospitalet og lavede krydsord eller så serier på min mobil.

Når Martin var der, kunne vi se serier på computeren med høretelefoner i.

Vreden og sorgen skal undertrykkes

Noget af det der fik mig igennem, var at indrette vores lille bås og senere stue.

At camouflere hospitalet med vores egne ting og forsøge at overtale psyken til at alt var ok.

For hovedet havde ærlig talt virkelig svært ved at acceptere, at de lysegrønne vægge var skiftet ud med Herlev hospitals vægge.

Der byggede sig vrede og sorg op i min krop, som jeg undertrykkede for at fokusere på mit barns overlevelse og udvikling.

Martin hentede bamser og babydyne.

Jeg havde små stationer med kreating, krydsord og snacks og på mit rullebord stod der, udover Roses bleer, vaseline, termometer, sonder, vaskebaljer osv, mine ammeting.

Min ammestation derhjemme med en bakke til drikke, snacks, fjernbetjening og en bog, var nemlig erstattet af en lille hvid vogn og sofaen erstattet af en hospitalsseng.

Forældrene skal også passe på børnene efter Neo

Jeg er godt klar over, at vi skal passe på børnene og nogle børn vil have brug for et helt sterilt miljø. Det er også det jeg får at vide, da jeg skriver en besked til den SOMEperson, som deler på Herlev neonatalafdelingens IG.

Men vi skal altså huske forældrene.

Vi skal huske, at der sidder to voksne mennesker, hvis forestillinger er brast og hvis liv formodentlig er vendt om og ned på ingen tid. To forældre, som blev forældre på en måde de måske ikke vidste fandtes.

Forældre, som sætter alle behov på hold. Ikke bare for deres baby, for det gør alle. Men får deres babys overlevelse.

Forældre, som skal deale med død og sygdom som det første i deres forældreskab lige meget hvor godt deres eget barn trives.

Jeg ved ikke, om jeg har fået ondt i maven over de stories, som viser hvordan man skal gemme alle sine ting væk, så man hele tiden er klar over, at man er på et hospital eller om det er pga. det svar jeg fik på min besked.

Men jeg har ondt i maven over det.

En knugende fornemmelse af, at forældrene bliver glemt og det holistisk syn er blevet pakket sammen.

Vi skal gøre alt hvad vi kan for børnene, ja. Men vi skal også gøre alt hvad vi kan, for at holde forældrene oprejst. Det er trods alt dem, der skal passe på børnene resten af livet - også når de bliver udskrevet og glemt af neonatalafdelingen, og skal deale med alle de senfølger både de og børnene har efter sådan en start sammen.

De skal måske igennem efterfødselsreaktioner, sanseapparater i udu og forsinket udvikling. De skal måske på utallige hospitalsbesøg og snakke med stribevis af hvidkirtlede mennesker.

Alt sammen uden at blive spurgt "hvordan har du det?", for de er ikke patienterne - det er børnene.

Jeg håber inderligt, at du tager de her tanker til efterretning, hvis du arbejder i en neonatalafdeling. Jeg håber, at du bliver nysgerrig på at tænke forældrene ind i børnenes pleje.

Det her er ikke bare mine tanker alene, men det bygger på samtaler med andre præmaturforældre. Hvis du selv har tanker omkring det her emne, så del gerne en kommentar.