top of page

Har jeg en efterfødselsreaktion?

Du har måske skrevet "Har jeg en efterfødselsreaktion?" på Google. Måske har du brugt ordet "Fødselsdepression". Spørgsmålet har måske rumstereret i dit hoved længe. Måske flere år?

Jeg er ikke psykolog eller psykiater, så jeg kan ikke give dig svar. Men jeg kan give dig et indblik i hvordan det gik op for mig, at jeg faktisk havde en efterfødselsreaktion og hvordan det føles.


Jeg bruger ordet efterfødselsreaktion, da det er et paraplybegreb, som dækker over alt lige fra tudeturen tre dage efter fødslen til den svære fødselspsykose.


Da jeg i 2020 begyndte at kæmpe med forældreskabet, gik der lang tid hvor jeg ikke reagerede, da jeg kun kunne læse om fødselsdepressioner og fødselspsykoser i medierne. Jeg kunne slet ikke spejle mig i historierne og derfor troede jeg ikke, at jeg havde det svært nok til at søge hjælp.


Det kom snigende

Mit første barn, Rose, blev født i oktober 2019. Hun kom til verden syv uger for tidligt og helt uden varsel. Mit vand gik med et smæld og to timer efter lå hun på min mave og græd.

Efter fødslen følte jeg mig som den vildeste amazonkriger - fuld af adrenalin. Bates fra Psycho kunne have stået bag forhænget på badeværelset og jeg ville have nakket ham uden problemer.


Den følelse fortsatte længe. Det ene tog ligesom det andet. Så skulle amningen opstartes - den kamp klarede jeg. Så skulle vi finde os til rette - det klarede jeg også bare. Jeg har faktisk sådan et lidt irriterende opslag på min private Facebookprofil, hvor jeg laver fyldte chokolader til jul med Rose viklet på maven.


Som tiden gik blev jeg der imidlertid mindre og mindre fyldte chokolader. Vores hjem sejlede og jeg var lykkelig for, at landet blev lukket i marts pga. Covid-19. Jeg kunne slet ikke overskue besøg, kaffeture, babyrytmik osv. Bare det at få besøg af sundhedsplejersken gik fra at være en dejlig lille time til en time fra helvede, hvor jeg bare blev dømt og ikke forstået.

Amning blev også for meget for mig. Jeg havde ammet i seks måneder og det føltes som en kæmpe lettelse, da Martin foreslog at supplere med flaske, så han kunne være lidt med og vi kunne få pasning.


Jeg tror, at Rose var omkring fem måneder, da Martin nævnte "fødselsdepression" for første gang. Jeg blev pisse sur. Ærligt talt. Hvad bildte han sig ind? Jeg havde kæmpet med depression i 10 år og jeg havde bestemt ikke en depression. Jeg kom op hver morgen, lavede mad, fik tøj på og hyggede mig med min lille datter.

Men hvad reagerede han så på?

Bagefter har vi snakket meget om, hvad han oplevede som anderledes. Han fortæller, at jeg havde en meget kort lunde og slet ikke kunne overskue vores forældre, som ellers altid stod klar til at hjælpe. Jeg græd oftere og oftere. Og begyndte at isolere mig selvom samfundet lige så stille lukkede op.


Henover foråret kunne jeg så ikke løbe fra det længere. Martins ord havde placeret sig bagerst i mit hoved og ville ikke forsvinde.

Jeg google og google. Læste og læste. Endelig fandt jeg noget der kunne bruges - Gaia Instituttets hjemmeside. Her læste jeg for første gang om efterfødselsreaktioner og pludselig faldt brikkerne på plads.


Det blev så forstærket af flere situationer, hvor jeg følte mig helt hjælpeløs som forælder. Den ene gang havde jeg meldt afbud til en hyggedag med vores venner. Martin var taget afsted og var hjemme med Rose. Jeg kan huske følelsen af underskud allerede da han gik. Der går nogle timer, hvor det går fint. Jeg ligger bare på sofaen og ser tv med Rose. Så sker det. Hun falder ned fra sofaen. Hun er nok mere forskrækket end hun er forslået, men hun græder meget. Og jeg græder endnu mere. Jeg kan slet ikke stoppe. Jeg hulker højt og kan ikke få vejret. Angsten for at hun dør fordi jeg lige gav slip i 30 sekunder, er altoverskyggende. Jeg ringer Martin hjem med, hvad der må være et rædselsopkald. Tænk at blive ringet op af moderen til ens barn, der ikke kan sige noget og bare græder.


Efter det besluttede jeg mig for at ringe til sundhedsplejersken. Jeg fortalte bare, at jeg ikke havde det godt og at vi begge var enige om, at jeg nok havde en efterfødselsreaktion. Desværre gjorde sommerferien og Covid-19, at jeg ikke kunne få hjælp fra kommunen før august og jeg blev derfor henvist til min egen læge. Hun var forstående og gav mig en henvisning til psykolog lynhurtigt. Lynhurtigt gik det ikke med at finde den rette psykolog og jeg endte faktisk med at gå hele sommeren uden hjælp. Det resulterede i en forfærdelig oplevelse i H.C. Ørstedsparken i København, som du kan høre mig fortælle om i video her.




20231010_105950.jpg

Tak fordi du
læser med!

Jeg er en Pædagogisk Antropolog, der blogger omkring min oplevelse af livet som neurodivergent mor, der altid har gang i et projekt eller fem.

Hvis du vil læser lidt mere om mig, kan du gøre det her.

Få besked når jeg poster igen

Tak for dig!

bottom of page