Fra stiletter til crocs

Idag fylder jeg 34 år og kontrasten mellem fest i Gothersgade og fejringen idag er ualmindelig skarp. Men det er ikke kun på dårligt.

Det er cirka 10 år siden, at jeg inviterede hele uni-holdet, Facebook og familie til fest i Gothersgade. Billige drinks, stripperstænger og en anledning til høje hæle og kort kjole.

Fødselsdagsfesterne fyldte det meste af måneden med gothersgade-festen, en fest for den nærmeste familie og en fest for hele familien. Der var kager og lækker mad.

Konstant besøg af gæster og fødselsdagssang.

Det var fantastisk og lidt hårdt - set i bakspejlet.

Idag er jeg så mor til to og oktober er stadig en stor fødselsdagsfest. Først har jeg fødseldag, så Martin og så Rose. De billige shots og høje hæle er skiftet ud med striktrøjer og Crocs.

Gæstelisten består af de samme søde familiemedlemmer, der heldigvis har lyst til at tage turen til Mørkhøj flere gange på en måned. Der er stadig kage og masser lækkert mad og alt er som det skal være.

Planen i år var, at vores familie skulle komme til brunch idag til fællesfejring for Martin og jeg.

Desværre sluttede fredag aften med to roskildesyge unger og vi måtte aflyse.

Mit fokus er selvfølgelig 100% på, at børnene har det godt og hurtigt bliver raske.

Rose skal på tur på tirsdag med børnehaven, som hun har glædet sig til i en måned, så jeg er totalt hyperfokuseret på, at hun bliver klar.

Når det er sagt, så må jeg indrømme, at den 34 årige mor, der lige for tiden går hjemme og er lidt ensom, havde glædet sig virkelig meget til fejring og gæster.

De sidste par dage har været tynget af en frygtelig blanding af pms og mental load. Jeg har ikke værnet nok om mig selv og hovedet har været fyldt op af opgaver.

Når man så fejrer sin fødselsdag med at få bræk i hovedet og skifte sengetøj 700 gange, så er det som om kontrasten til "fødselsdag dengang" bliver lige stor nok.

Men selvom jeg er lidt ærgelig over den 34. fejring af mit liv, så er alt samtidig som det skal være. Jeg brugte gårsdagens sidste time på at pynte op. Ikke til ære for mig selv, men for mine søde unger, der elsker at blive overrasket.

Jeg sov i stuen med syge Falke og listede så op i soveværelset og afleverede ham, så jeg kunne skynde mig ned og "sove".

"Vi kommer nu", skriver Martin.

Det er ikke høje hæle og fødselsdagssang fra 50+ mennesker, men det er helt klart lige så godt. Magien når man ligger der i mørket og venter. Kan høre de små trin og Rose, der lidt for højt spørger ind til hvad der skal ske. Flagene der går lidt i stykker og den der vidunderlige sang fra en træt partner, en lille genert børnestemme og råb fra en ivrig 1-årig.

Magi.

Nu vil jeg rydde op fra morgenbordet, vaske de sidste brækfyldte stofbleer og se om jeg kan snige mig til en lille lur.