Falkes fødsel
Hvis du har fulgt med på min Instagramkonto, er det ingen hemmelighed at min graviditet var hård. Jeg kæmpede i over to måneder for at holde Falke inde og det var flere gange tæt på ikke at lykkedes. I hele tredje trimester havde vi løbende mål for graviditeten. Først skulle vi nå til 32+4, hvor storesøster blev født. Så skulle vi nå 34+0, hvor lægerne ikke stopper fødslen og til sidst skulle vi nå 37+0. Da vi endelig nåede dertil, gav vi for alvor slip. Vi var klar. Falke var færdigbagt og vi var klar til forløsningen. Ikke flere målsætninger, nu kunne det gå i gang hvert sekund og det var bare spændende. Jeg var ligeså klar, som jeg forestiller mig at "ikke-præmatur"-forældre er i uge 40. Selvfølgelig er der også præmaturforældre, som kan vente til uge 40, men flere jordemødre fortalte mig, at især forældre til for tidligt fødte bliver utålmodige omkring uge 37.
Herunder kommer min fødselsberetning. Falkes fødsel blev til i en lynfødsel som sin storesøster. Det hele tog kun 50 minutter fra vandet gik til at han var født og heldigvis har vi undervejs en masse opkald, som jeg kan stykke hele forløbet sammen med.
Lad os tale lidt om hjemmefødsel
Dagen inden fødslen var vi til jordemoderkonsultation. Martin havde ikke været med til mine konsultationer (også fordi de fleste blev afløst af indlæggelserne), men denne gang havde vi behov for at tale om fødsel og derfor var han med. Vi havde lavet et fint brev til vores kommende jordemoder med ønsker til fødslen, som blev skrevet ind i fødselsplanen i systemet og lagt i fødetasken, som havde været pakket i en måned.
Martin spørger på tidspunkt ind til, hvordan det er med at komme i vand. Han ved, at jeg elsker at komme ned i varmt badekar når jeg har ondt i kroppen og at det er et kæmpe ønske ift. fødslen. Jordemoderen er meget diplomatisk, da hun siger, at hvis der er tid kan vi måske godt finde ud af det mellem drop. Det skal siges, at jeg under graviditeten både har fået diabetes og streptokokker, og derfor skal have antibiotika og glukose i drop under fødslen. Hun siger så, at vi jo ikke skal regne med at der er tid. Min første fødsel tog 1 time og 50 minutter, så der er ingen grund til at regne med et længere forløb denne gang. Faktisk synes hun, at vi lige skal snakke lidt om, hvad vi skal gøre, hvis vi ikke når på hospitalet. Heldigvis. For det nåede vi ikke.
En rigtig overskudsdag
Dagen efter jordemoderkonsultationen havde jeg aftalt med min veninde at mødes. Jeg vågnede med god energi og foreslog en tur i Lyngby Storcenter. Bevares – der havde været lidt plukkeveer om natten, men de sidste mange uger havde jeg kæmpet med voldsomme plukkeveer, der gik i si selv efter nogle timer hver evig eneste gang. De her plukkeveer var egentlig bare irriterende og jeg havde ondt i lænden.
I Lyngby havde jeg overskud og var glad. Vi hyggede og spiste en masse snasket mad, mens vi vendte hele verdenssituationen. Undervejs må jeg sætte mig lidt pga. smerter og i en herretøjsbutik må jeg låne en skammel for at kunne sidde, mens min veninde shopper. Da jeg rejser mig, ser jeg en lille våd plet og jeg tørrer den hurtigt af. Jeg tænkte, at det var tis, så jeg skynder mig hen til min veninde og hvisker, at vi skal ud - nu! Nu tror jeg egentlig mere, at det var fostervand, der lækkede. I Føtex spørger en dame ind til min store mave. Jeg svarer kækt, at han kan komme når som helst og gerne i dag. Det griner vi af, min veninde og jeg, da vi siger farvel ude foran huset.
Om eftermiddagen kom Rose og Martin så hjem med god energi til en mor, der med overskud havde skåret frugt og lavet saftevand. Der sker sådan cirka aldrig. Vi hyggede os i haven alle tre med snacks hele eftermiddagen og nåede lige aftensmaden før det hele gik i gang.
Så lyder smældet
Hver aften sætter vi en alarm på telefonen 10 minutter inden Rose skal puttes. Det havde vi også gjort d. 10. juni efter en god omgang mexicansk i sofaen til Bluey i tv'et. Ding, ding, ding – siger det som sædvanligt og da Rose rejser sig for at gå med far op i seng, siger det pludseligt ”smæld” fra min krop. Det lyder fuldstændig som en tyk elastik der knækker og sådan føles det også. Vandet sprøjter ud mellem mine benene, som man har set så mange gange i film - og rammer faktisk Rose lidt. Det tager hun nu ret pænt. Da jeg kigger ned i sofaen og ser de våde pletter, bliver jeg fyldt af styrke og forventning – nu sker det. Jeg ved, at Falke vil komme verden inden for kort tid, fordi Roses fødsel også startede med vandafgang med et smæld. Jeg har haft angst over denne her situation i flere måneder, men da det endelig sker, føles det helt rigtigt og godt.
Martin får et kys, mens vi ringer til mine forældre, der skal passe Rose. De skal køre fra Allerød, hvilket tager cirka en halv time, så der er masser tid. 19.38 står der, da jeg ringer til min mor og to minutter efter ringer jeg til Fødemodtagelsen. Det er heldigvis en jordemoder, der kender mig, som tager telefonen. Gunilla.
Hun kan hurtigt fornemme min glæde og tryghed, men foreslår alligevel, at vi skynder os ind på hospitalet. ”Argh, jeg kan jo snakke hen over de her veer. Det skal nok trække lidt ud denne gang”, siger jeg kækt og vi aftaler, at vi kommer når mine forældre er ankommet.
I videoen herunder fortæller jeg Rose lidt om hvad der skal ske. Det er nemlig sådan, at Rose har enormt svært ved skift og har brug for at blive forberedt - også når mor føder. Det lykkedes og hun fik en god oplevelse med at blive hentet af mormor og morfar.
Jeg skider, jeg skider!
19.49 ringer Gunilla igen. Jeg skal skynde mig ind på hospitalet for at nå at få lagt drop til antibiotika. I løbet af de ni minutter har mine veer da også udviklet sig og det er helt tydeligt, at jeg nu er i aktiv fødsel. Jeg kan ikke tale hen over veerne og jeg har kun et par minutter imellem.
19.52 ringer jeg til min mor og beder hende om at trykke speederen i bund. Jeg ligger på knæ på gulvet, på en foldemadras fra IKEA, med Rose foran mig og taler med mine forældre i telefonen, der ikke kan forstå hvorfor jeg lige pludselig ikke svarer - "Kira? Kira?", siger min far bekymret og jeg må svare "Jamen, jeg har veer. Jeg føder snart. Bare skynd jer."
Imens er Martin gået ind til naboen for at bede dem sidde hos Rose indtil mine forældre kommer. Da Martin kommer ind med naboens voksne søn (som vi kun har kendt i to måneder og ikke rigtig hilst på), ligger jeg på siden på madrassen og råber ”Jeg skider, jeg skider”, mens veer bare skylder ind over mig og behovet for at presse har overtaget. Heldigvis har vi jo dagen inden gennemgået det her scenarie med jordemoderen og jeg ved derfor, at jeg skal lægge mig ned på siden og gispe for ikke at presse. I baggrunden hører jeg naboen sige "Tror I ikke, at I skal have en ambulance?" inden han kærligt aftaler med Rose at blive ude på gangen, så jeg kan koncentrere mig.
Rose og naboen trækker ud i gangen og jeg beder Martin ringe til Gunilla igen. Jeg skal ikke ned i bilen nu. Jeg skal bare føde.
Jeg skal bare presse nu
19.56 ringer vi til Fødemodtagelsen og fortæller dem, at vi ikke når derind, så de skal sende en ambulance. Gunilla kan godt høre, at vi pludselig er langt i fødslen og bliver i telefonen, som vi lægger på gulvet ved siden af mit hoved. Selvom jeg få minutter før har følt mig forventningsfuld og spændt, husker jeg på et tidspunkt alligevel at blive bange. Veer kommer alt for hurtigt og jeg har ikke særlig lange pauser, så det er svært at følge med – ”Det gør så ondt. Det stopper ikke,” siger jeg til Gunilla, som guider og beroliger mig, mens hun ringer til Falck.
Undervejs beder hun Martin om at tjekke om hovedet er på vej ud. Han sætter sig nede mellem mine ben og skal forsøge at skille dem ad. Forestil dig at skulle sprede benene på et menneske med vestorm – jeg føler med ham. Jeg lå helt stiv og kunne slet ikke få kroppen til at slappe nok af til at lukke ham "ind". Han ender da også med at sige til Gunilla, at ”han altså ikke rigtig kan se noget”, hvilket jeg i momentet og længe efter tolker som en henvisning til min mørke hud og den ret vilde behåring mellem mine ben.
Umiddelbart efter kommer mine forældre ind af hoveddøren, som faktisk nok står åben. De kigger ind i stuen og jeg kan huske, at jeg siger noget om, at jeg er ved at føde nu. Min mor tager et par billeder – hun kender mig godt og ved hvilken betydning billederne vil have bagefter. Så tager de Rose med ovenpå og pakker en weekendtaske inden de kommer ned i stuen og hvisker, at de kører afsted med Rose.
Imens de pakker ankommer to fantastiske, kvindelige medarbejdere fra Falck – ”Falckdamerne”, kalder vi dem herhjemme. De kommer ind med kæmpe smil og udstråler det overskud og spænding, som jeg virkelig har brug for. Det beroliger os begge – især Martin, der indtil nu har været ret nervøs for at skulle tage imod Falke. Den ene af Falckdamerne snakker med Gunilla i telefonen og den anden sætter sig ned mellem mine ben. Jeg ligger på siden og er gledet lidt ned af madrassen, så jeg ligger virkelig dårligt på det nye hårde trægulv. som vi lige har fået slæbet ifm. indflytningen. Hun fortæller mig, at nu mærker hun lige hvor langt vi er og så skal jeg ud i ambulancen. Jeg svarer, at det er der slet ikke tid til – ”Jeg skal bare presse nu!”
Det kan hun godt se, da hun får mig op på ryggen og så får de stablet puder i ryggen på Martin, så han kan fungere som ryglæn og jeg ikke skal føde liggende på ryggen. Jeg sætter mine fødder på hendes lår og så går vi i gang.
16 sekunder mellem veerne
Det er svært at sige hvor lang tid selve pressefasen tager, da behovet jo har været der "længe", men det kan ikke have taget mere end 15 min fra vi går i gang.
Lige nu ser scenen sådan her ud: Solen skinner ind af vinduerne i en stue fuld af vasketøj og børnerod. Sofabordet er dækket af resterne fra aftensmaden og dørene står åbent, så den friske luft kan komme ind. Jeg ligger på ryggen på en børnemadras fra IKEA. Martin er mit ryglæn og mine fødder er placeret på den ene Falckdame. Den anden har hentet "guld"-tæpper og udstyr ind fra ambulancen.
Det siger sig selv, at det hele går meget hurtigt og at det er svært at huske detaljer. Jeg er enormt koncentreret. Alligevel bider jeg mærke i, at der bliver brugt enormt mange vådservietter. De bliver brugt til at tørre den afføring op, som konstant løber ud af mig. Der har jo ikke lige været tid til et lavement, så der er ret meget. Det betyder ikke så meget for nogle af os lige i momentet, men jeg når alligevel af tænke over det.
Imens jeg presser, hører jeg at der bliver sagt, at der er 16 sekunder mellem veerne. Det kan mærkes. Der er ingen pauser og jeg skal virkelig koncentrere mig om at følge med. Der er ikke tid til visualiseringer osv. Fokus er ene og alene på vejrtrækning og pres. Heldigvis har jeg sunget og mediteret i mange år, så det med at have styr på vejrtrækning kommer naturligt for mig.
Falckdamen gør alt hvad hun kan for, at jeg ikke brister og vi prøver sammen at sætte farten lidt ned. Hun forbereder mig på, at han næsten er dernede og at jeg først skal presse hovedet ud – så en pause og så resten af kroppen. Det kan jeg sagtens huske fra de bøger, jeg lige havde nået at læse, men alligevel glemmer jeg det et par minutter efter. "Så presser du til", bliver der sagt og da jeg kan mærke hovedet er ude kan jeg simpelthen ikke vente mere og så føder jeg ham i én ve.
Jeg glemmer det aldrig. Det var så fantastisk at ligge der i Martins arme med solen skinnende ind gennem vinduerne og mærke den smertefulde ”ring of fire”, der fortalte min hjerne, at nu ville jeg få forløsning. Nu ville den lange, hårde graviditet være slut. Så kom veen og da jeg mærker hans hoved komme ud, er der noget i mig som tænker ”nej, han skal bare ud nu”. Så jeg tager en dyb indånding og så presser jeg til igen. Ro, skrig, lykke. Falke. Klokken er 20.28.
What a wonderful world
Bagefter kommer Falke op på min mave. Vi er alle fire høje på lykke og der bliver taget billeder og snakket indtil Martin kan klippe navlestrengen. Jeg kan slet ikke stoppe med at smile og føler mig som den stærkeste kriger. Imens mærker jeg adrenalinen begynde at få overtaget. Den får min krop til at ryste som aldrig før. Jeg kan slet ikke ligge stille og samtidig begynder efterveerne. Det var sgu ikke lykke lige der og jeg var slet ikke forberedt på efterveer af den kaliber.
Falckdamerne fortæller mig, at jeg skal på Herlev og føde moderkagen. Det er jeg ærlig talt ikke begejstret for og efterveernes styrke får mig til at tro, at vi ikke kan nå det. Men det kan vi godt og så bliver navlestrengen rullet sammen i et par hvide hospitalstrusser mellem mine ben og så skal vi ud i ambulancen. ”Har du en kjole eller et eller andet, som du lige kan få over dig?” Jeg kigger rundt i flytterod og vasketøj – jeps, jeg har min neon pink sommerkjole. På med den.
Martin har Falke i armene, mens jeg bliver hjulpet ud på båren i min pink kjole. Ude på gaden kommer naboerne ud og siger forvirrede tillykke. I ambulancen bliver der spillet ”what a wunderful world”, mens Falckdamerne takker os for oplevelsen og fortæller, hvor stor kærligheden er imellem dem.
Så er det slut med hjemmefødslen og vi ankommer på Fødemodtagelsen med ordene ”Vi kommer med Kira og Falke”. De trætte jordemødre reagerer ikke helt og sender os automatisk til en stue med ryggene til. Der går nærmest et sæt igennem rummet, da de vender sig om og opdager mig, der ligger på båren med et kæmpe smil og en baby – ”Ja, han er altså kommet,” siger den ene Falckdame med et smil og Gunilla kommer ud fra en stue og modtager os.
På Fødegangen bliver vi placeret i den isolationsstue, hvor vi har været så mange gange under graviditeten (Rose er MRSA-positiv og vi har været det, så vi skal i isolation). Her ligger jeg og ryster, mens vi venter på, at jeg kan føde moderkagen. Imens prøver vi at få Falke på babsen og giver ham modermælkserstatning i en lille sprøjte pga. min graviditetsdiabetes. Det er en kæmpe forløsning, da moderkagen endelig kommer.
Først der kan jeg rigtig koncentrere mig om at komme tilbage i min krop fordi efterveerne gjorde så ondt. Derefter går tiden med at kigge på Falke, tisse, måle blodsukker og vente utålmodigt på en portør, der kan køre os ned på barselsgangen, hvor vi skal indlægges.
En helende oplevelse
Nu sidder jeg her med Falke, som er fire måneder gammel. Jeg ved, at denne her historie skal fortælles en million gange, så den kan blive bearbejdet og indtil videre har jeg fortalt den til en hver mand, der ville lytte. På en måde var det her den fødsel, som jeg havde frygtet i graviditeten. Vandet gik med et smæld og vi nåede ikke på hospitalet. Samtidig – og vigtigere – blev det en drømmefødsel. Det blev en fødsel uden isolation og medicin. I armene på Martin på gulvet i det hus, vi har drømt om at købe sammen i mange år. Det blev en god oplevelse med Falck efter en dårlig oplevelse i 2019 og det blev den ultimative styrkeoplevelse ovenpå måneders kamp.
