Drømme om Sri Lanka
Jeg har besluttet at dele nogle af mine inderste drømme hver onsdag på Instagram, med en invitation til mine følgere om at drømme med. Hver onsdag i oktober og måske november, er der forskellige temaer.
I dag drømmer jeg om at rejse til Sri Lanka igen. Jeg drømmer om at opleve det land, hvor jeg er født, sammen med min forældre igen - denne gang som voksen. Jeg drømmer om at vise min lille familie landet, kulturen og naturen. Jeg drømmer om at lære sammen med dem og sammen få en bedre forståelse, hvor jeg kommer fra og dermed også, hvor mine børn kommer fra.
Jeg blev adopteret fra Sri Lanka, da jeg var en lille baby på 10 uger. Det var i 1989 og adoption så meget anderledes ud end det gør nu. Mine forældre rejste til Sri Lanka og boede der i en måned, hvor de besøgte mig på børnehjemmet, hvor jeg boede med min biologiske mor. Jeg husker af gode grunde intet fra dengang. Men jeg har været heldig og sammen med mine forældre har jeg besøgt Sri Lanka tre gange - da jeg var 3 år og vi hentede min lillebror, da jeg var 13 år og da jeg var 18 år gammel. Jeg husker lugten og smagen. Varmen på min hud. Kulden i norden. Smilene og nysgerrigheden. Farverne og brunt så langt øjet rækker. Det vil jeg gerne dele med Martin, Rose og Falke.
Mine forældre har gjort hvad de kunne for at dele deres kærlighed til Sri Lanka med min bror og jeg. Vi har rejst og spist, hængt masker op på væggen, lært om te-kvaliteter, grædt når vandet skyllede ind over landet. Vi har talt om adoption, set lysbilleder og video. Det er dog først nu jeg for alvor er klar til at lære om Sri Lanka. Jeg er helt sikker på, at mine forældre kunnet have taget mig ud af skolen og flyttet os til Sri Lanka og jeg ville alligevel først være klar nu. For mig handler det nemlig om ro og modenhed. Behovet for at passe ind har vægtet langt højere end behovet for finde min kerne, så derfor har jeg ikke været åben overfor andet end fortælling om, at jeg er en dansk, dansk dansker (som så lige er brun).
Nu er jeg klar. Det at få børn har rykket noget i mig. Et behov for at møde den kvinde, som jeg voksede indeni. Jeg søger ikke efter en mor - hende har jeg. Jeg søger ikke efter en far - ham har jeg. Jeg søger efter svar på, hvorfor jeg er her i dag - i min sofa på Maj Alle. Jeg søger svar på, hvordan det føltes at give sit barn væk i 1989 og hvordan systemet kunne fungere så mangelfuldt, som det gjorde dengang. Jeg har brug for bekræftelse om, at den historie, som jeg er vokset med, er sand.
Jeg er det sidste halve år blevet usikker på min historie. Blevet klar over, at alt jeg har holdt fast i, bare er ord fra en mund, som man ikke kan stole på. Ord, som mine forældre selvfølgelig har stolet på og vi bliver nødt til at holde fast i sammen indtil vi ved andet. Det er et livsvilkår at leve med uvidenheden, når man er adopteret, men jeg drømmer om at finde svar. Eller hvert fald at gøre forsøget og kunne ligge mig i graven og sige, at jeg prøvede.
Det er en kæmpe drøm og den er ikke langt væk. Og så alligevel. Den kræver nok en lottokupon eller sådan noget. Men det kommer måske.
Nu har jeg hvert fald sluppet drømmen løs.
